Hvad ønsker du svar på?

“Alt jeg ved, er at jeg intet ved” sagde en af de tidligst kendte, vestlige filosoffer engang. Men hvad er det egentlig for en påstand at komme med, når filosofi er kærlighed til visdom? 

Du har måske hørt citatet og tænkt over, hvad der lægger bag? Hvis det er tilfældet, så skal du endelig læse med her! 

 

Undren er begyndelsen til visdom 

Sokrates levede 469-299 f.kr.. Han var en græsk filosof, som levede i Athen og gik rundt blandt borgerne og snakkede med dem.  

Det lyder måske som en simpelt liv, men Sokrates ville snakke på et højt reflekteret niveau. Han ønskede at sætte spørgsmålstegn ved de samfundsmæssige strukturer, ham og de andre athenere levede under. Sokrates ord er nedskreven af hans elev, Platon, som fulgte Sokrates i gaderne og noterede hans samtaler med folk. Hvor præcist samtalerne er transskriberet, ved man naturligvis intet om.  

For Sokrates var det problematisk, når man antog en påstand for sand uden at reflektere over sandhedskriteriet. For ham var søgen mod sandheden det vigtigste man kunne foretage sig i livet.  

Men hvordan søger man mest effektivt efter sandheden? 

 

Dialektik var vejen mod sandheden
 

For Sokrates, og mange andre filosoffer, er sproget det, der mest unikt adskiller os fra dyret. Sproget er så omfattende udviklet, at det tillader os at forstå hinandens tanker ned til mindste detalje – hvis de altså kommunikeres korrekt, naturligvis. Dialektik stammer fra det græske ord dialegesthal, som kan oversættes til at føre samtale.

For Sokrates var sproget menneskets mest fornemme gave. Det var nemlig en gave, der kunne føre os mod det vigtigste i livet: sandheden. Når vi skriver sandhed, så kan det henvise til sandheden om mange ting, fx sandheden om, hvad retfærdighed er. 

Sokrates mente, at når man skulle finde svaret på et så stort filosofisk spørgsmål, så gjorde man det bedst gennem fælles, åben refleksion med et andet menneske, og det nødvendige redskab for at gøre det? Snakketøjet! 

Sokrates gik rundt blandt folk og stillede dem spørgsmål. Når folk legede med og svarede på hans spørgsmål, så legede han djævlens advokat i bedste forstand og forsøgte altid at modstille sig deres position. Med denne metode var den “udsatte” nemlig tvunget til at forsvare sin position med alle logiske argumenter, der kunne tale for hans sag. Hvis Sokrates derimod blev spurgt om noget, så havde han ofte ikke noget svar. (Nogle steder i hans forfatterskab har han dog, fx i Gorgias, hvor han fortæller en række sofister at samfundet handler om at opdrage på folk, at samfundet omhandler paideiasom betyder opdragelse og undervisning.)  

Sokrates ville ellers ikke påstå, at han vidste noget. Han hadede når folk kastede påstande ud uden at have tænkt dem igennem. Og det værste man kunne gøre var at finde sin egen sandheden eller vende en sag til ens fordel uden at have tanke på sandheden. Han endte dog også med at blive henrettet for at føre uret ved at føre unge mennesker til onde handlinger med sine “lektioner”.