Hvad ønsker du svar på?

Laktoseintolerans betyder, at man har nedsat tolerance for mælkesukker (laktose), fordi man mangler enzymet laktase i tyndtarmens slimhinder. Det kan give ubehag ved indtagelse af mælkesukker, som findes i bl.a. mælk, yoghurt og andre mælkeprodukter. Laktoseintolerans kaldes også mælkeintolerans og laktasemangel.

Primær versus sekundær laktoseintolerans

Man skelner mellem primær og sekundær laktoseintolerans. Primær laktoseintolerans er en arvelig betinget enzymdefekt, dvs. det er en medfødt lidelse, imens sekundær laktoseintolerans er en midlertidig reduktion i laktaseaktivitet.

Symptomer

Mange oplever generelt ingen symptomer blot ved mangel på laktase. Det er først, når der indtages mælkeprodukter, at symptomerne viser sig. Det kan bl.a. være rumlen i maven, oppustethed, luft i maven og diarré. Symptomerne kan opstå fra 15 minutter helt op til 6 timer efter indtagelse af et mælkeprodukt – og det kan gøre det svært at fastslå, om det er laktoseintolerans, der er synderen.

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen vil få mistanke til laktoseintolerans ud fra dine symptomer. Diagnosen kan fastslås oftest gennem en laktosebelastningstest. Testen kan først udføres, når man har fastet i 8 timer. Testen foregår på den måde, at blodsukkeret måles, hvorefter man skal drikke en bestemt mængde mælkesukker opløst i væske. Herefter måles blodsukkeret igen ned korte mellemrum i de efterfølgende 2 timer. Hvis enzymet laktase er tilstede, vil glukoseværdien stige markant, men hvis enzymet mangler, vil blodsukkeret ikke stige i forhold til den første blodsukkerværdi. Testen er dog ikke perfekt, og den kan både overse tilfælde af laktoseintolerans samt fejlagtigt fastslå laktoseintolerans.

Hvordan behandles laktoseintolerans?

Laktoseintolerans behandles hovedsageligt ved at mindske eller helt fjerne indtag af laktose. Det gøres blandt andet ved at reducere eller helt fjerne laktoseholdige mælk- og mejeriprodukter ved at erstatte disse med laktosefrie produkter eller endda veganske produkter.

Du kan også benytte et enzymtilskud med ”laktase”, når drikker eller spiser almindelige mejeriprodukter. Et tilskud af laktase kan nedbryde mælkesukkeret, så tarmen kan absorbere det.